Scheurebe

Scheurebe

Scheurebe er en ny-krydsning mellem sorterne riesling og bukettraube og er veletableret i flere af de tyske vinregioner. Druesorten blev først dyrket i 1916 i Rheinhessen og er navngivet efter dens opdrætter Georg Scheu. Scheurebe modner i begyndelsen af oktober, men de sent-høstede vine af denne drue er ofte dem, der værdsættes mest.

Vinene er fyldige med en udtalt syre og med en bouquet og smag, der til tider minder om solbær. Scheurebe er hovedsageligt beplantet i regionerne Pfalz, Rheinhessen og Nahe.