Details

Nyheder

René Langdahl Jørgensen — Q+A om tysk vin

27/05/2021

Vinanmelder René Langdahl har udviklet en stor og varieret kærlighed til tysk vin. Læs om hans yndlingsglas, hvordan han ser på udviklingen af tysk vin og ikke mindst, hvilke vinhandlere og restauranter, der gør det særlig godt på det tyske vinområde.


Hvilken type af vinglas laver det bedste glas til Riesling?

Jeg bruger altid Zaltos Universalglas – godstykkelsen er så lav, at det understøtter Rieslings splintrende sprødhed.

 

Hvilken ikonisk tysk vin ville du gerne drikke en flaske af, men har endnu ikke smagt?

Klart Egon Müllers TBA 2010.

 

Hvilken tysk vinmager gad du godt dele en flaske vin med?

Karsten Peter fra Gut Hermannsberg – han er ligefrem, jovial og møghamrende dygtig.

 

Hvilken tysk vin drak du senest, og med hvem?

Jeg drak Hofgut Falkensteins Euchariusberg Kabinett i går i spiseklubben med naboen.

 

Hvilken dansk restaurant eller vinbar har et særlig godt udvalg af tysk vin, og hvorfor?

Lalou Vinbar i Odense er stærk på tyskerne, og et af landets bedste udvalg på restaurant finder man på Villa Vest (beliggende i Hjørring, red.).

 

Hvilken dansk vinimportør har efter din mening et skarpt tysk vinudvalg, og hvorfor?

Atomwine – i en liga for sig!

 

Hvilken tysk vin eller vinstil gør dig altid glad, og hvorfor?

Mosel Kabinett – jeg drikker det til morgenmad, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagste, aftensmad og som night cap.

 

Hvilket tysk vinområde er undervurderet i din bog, og hvorfor?

Württemberg eller Mittelrhein – Württembergs Spätburgunder er kravlet til tops i Tyskland og jeg sætter stor pris på både Trollinger og områdets Riesling, mens Mittelrhein er ALT for overset for sine sindssygt sprøde Rieslinger.

 

Hvilket tysk vinområde er din favorit, og hvorfor?

Mosel er favoritten – på grund af den umulige lethed og fasthed, syre-sødme, mangfoldigheden og skønheden.

 

Hvad er dit første tyske vinminde eller møde med tysk vin?

Hæ hæ … Jeg begyndte at samle vinetiketter som 12-årig i stedet for klistermærker og frimærker – jeg har stadig en sirligt indsat etiket i bogen: Piesporter Michelsberg fra Peter Meyer Horne 1983. Men jeg drak det altså ikke … kunne slet ikke lide vin.

 

Hvordan begyndte din kærlighed til tysk vin?

Min kærlighed til tysk vin er kommet løbende; jeg begyndte i Bourgogne og den samme dybe historie, enkeltmarker med mange ejere og fortolkninger, liflighed, lethed, syre … Det finder man også i Tyskland. Og så er landets top gennemgået en afsindig udvikling.

 

Hvor ser du tysk Riesling i et internationalt perspektiv?

Tysk Riesling er unik for sin splintrende syre og grotesk stenede intensitet – INGEN kan gøre det efter.

 

Hvis jeg siger Spätburgunder, siger du ..?

… så siger jeg en helt særlig udgave af Pinot Noir med mere friskhed og syre. Jeg siger også en kvalitetsrevolution over de sidste 20 år. Og jeg siger også større forskellighed end i Bourgogne.

 

Hvilken udvikling har du set for tysk vin de seneste 10 år?

En rivende udvikling på især Riesling og Spätburgunder: Først for meget jagt på modenhed og opulent stil, men derefter nedtoning og genopdagelse af balance. De unikke liflige typer har aldrig været bedre. Spätburgunder har fundet en fornem balance mellem modenhed, syre og fadanvendelse.

 

 

Om René Langdahl

Vinredaktør i magasinet gastro, underviser på Vinakademiet og dybt interesseret i vin siden 1988, hvor jeg gik fra etiketsamling til læsning om vinstof og kort efter fik smag for dråberne. Kastede mig over historiestudiet på universitetet fordi der fagligt var mulighed for at få kulturhistorisk baggrund for min vinviden. Blev færdig som cand. mag. i historie i 2000 og var nogle år i vinbranchen før skiftet til vinskribentjobbet på gastro i 2005. Jeg er i gang med Master of Wine-uddannelsen og holder talrige vinforedrag og oplæg og får derudover afløb for de dybeste vinformidlingsbehov på min blog www.renelangdahl.com.