Details

Nyheder

Sommelier Karin Visth, KOKS — Q+A om tysk vin

17/03/2021

Opvæksten og hjemmet i Schweiz var præget af stor vininteresse og satte kraftige aftryk hos schweizisk-norske Karin Visth. Hun har slået sig ned på Færøerne, hvor hun er restaurantchef og head sommelier på toprestauranten KOKS, som Michelinguiden i 2019 tildelte to stjerner. Wines of Germany har spurgt Karin, hvad tysk vin betyder for hende.


Hvordan begyndte din kærlighed til tysk vin?

Min kærlighed til vin begyndte faktisk med vin fra Tyskland. I mine forældres kælder har der altid været en stor del tysk Riesling, og faktisk har vi en tradition med at fejre fødselsdage med en flaske lagret Riesling. Så det kom nærmest ind med modermælken.

 

Hvilket tysk vinområde er din favorit og hvorfor?

Det skifter meget, afhængigt af hvad jeg lige har smagt og fokuserer på. Lige nu er jeg optaget af Pfalz – særligt deres tørre Großes Gewächs Riesling, men også Baden med de lidt mere kraftige Spätburgundere er jeg betaget af.

 

Hvilket tysk vinområde er undervurderet i din optik – og hvorfor?

Franken. Mange ser Franken som et vinområde, der laver billige, simple og uinteressante vine, men lige dér sker der en stor udvikling. Kvaliteten er klart opadgående.

 

Hvilken tysk vinmager vil du rigtig gerne dele en flaske vin med?

Min første professionelle vinsmagning var for 15 år siden med Gerhard Grans fra Grans-Fassian i Mosel. Den dag gjorde stort indtryk på mig. Jeg vil gerne besøge huset igen en dag og drikke en flaske vin med den nye generation, nu hvor datteren Catherina har taget over.

 

Hvilken tysk vin drak du senest og med hvem?

Det var et flight af forskellige Riesling fra Odinstal i Pfalz. Vi åbner restauranten for 2021-sæsonen, vores KOKS-hold af ansatte er tilbage på arbejdet, og jeg smagte vinene med kokke og tjenere fra restauranten. Vi snakkede, hyggede og nød vinene. Nu glæder vi os til at få Odinstal på kortet og ud til vores gæster.

 

Hvilken tysk vin eller vinstil gør dig altid glad – og hvorfor?

Riesling Auslese – det er den Prædikats-vinstil, som giver mig mest glæde. Min bror er en stor samler af Riesling Auslese, og det er altid en oplevelse og stor glæde for mig at besøge ham hjemme i Schweiz og nyde en god Auslese sammen med ham på terrassen.

 

Hvilken udvikling har du oplevet med tysk vin de seneste 10 år?

Producenter har arbejdet meget på at udvikle deres vine på druer, som for 10 år siden ikke var af den kvalitet, vi ser i dag. Druer som Sylvaner, Weissburgunder, Grauburgunder, Scheurebe og andre er kommet op på et enormt højt niveau. De er for os sommelierer spændende at bruge til gode mad- og vinsammensætninger.

 

Hvis jeg siger Spätburgunder, siger du ..?

Sommer 2019. Minder om rigtig mange aftener med en god ven, hvor vi testede nogle af de bedste tyske Spätburgundere på markedet. Denne lette, saftige, ukomplicerede og alligevel smagsintensive stil af rødvin er perfekt til en vinaften med venner, hvor maden ikke er i fokus.

 

Hvor står tysk vin specielt godt over for det færøske køkken på restaurant KOKS?

Vores fiske- og skaldyrskøkken søger efter rene, friske og syreintensive vine. Her er vi helt rigtigt i den nordlige del af Europa og finder mange gode mad- og vinsammensætninger med vine fra Tyskland. Vores jomfruhummer har en enormt dyb og lidt sødmefuld smag – her er en Riesling med lidt alder helt på sin plads. 

 

Hvilken type vinglas (og producent) er bedst til Riesling?

Jeg er stor fan af Riedel Veritas Rieslingglas – et glas, hvor smagen udvikler sig enormt godt. Samtidig får det syren fra Riesling til at møde tungen præcist og skarpt. Jeg bruger Riedels Veritas Rieslingglas både hjemme privat og på restaurant KOKS.