Details

Pressemeddelelse

Tyske vine dominerer ved prisoverrækkelse til verdens største vinsmagning

28/10/2016

Hele 16 gange kunne tyske vinproducenter sende armene i vejret og lade sig hylde som vindere ved verdens største vinsmagning nogensinde, AWC Vienna 2016.


Vinderne af i alt 41 vinkategorier skulle findes, da den internationale vinsmagning, AWC Vienna, for 13. år i træk fandt sted i Wien. I alt deltog 1.866 vinproducenter fra 41 lande, og samlet set indgik 12.828 vine i konkurrencen. Dét gør vinsmagningen til den største af sin art nogensinde. De indsendte vine havde indledningsvis været igennem en blindsmagning, hvor de blev bedømt i henhold til det internationale 100 point-system af et udvalgt dommerpanel.       

Hele 16 gange kunne tyske vinproducenter lade sig hylde, blandt andet som vinder af den bedste Pinot Noir (Spätburgunder). Det gør Tyskland til det mest vindende land ved vinsmagningen efterfulgt af Østrig med 13 trofæer og Australien med fem. 

Blandt andet løb den tyske vinproducent - Oberkircher Winzer fra Baden – med ét af de bare fire særligt eftertragtede trofæer ”Special Trophy Award 2016” for årets bedste hvidvin med sin tørre Pinot Blanc (Weissburgunder).    

De seneste tal fra Vin & Spiritus Organisation Danmarks (VSOD) rapport viser, at Danmark i 2015 importerede 10,6 millioner liter vin fra Tyskland, og som det eneste land formåede Tyskland sidste år at øge sin vineksport til Danmark. Tyskland er i dag verdens største producent af Pinot Blanc.  

Se alle vindervinene ved AWC Vienna 2016 her:

https://www.awc-vienna.at/sites/default/files/AWC_TrophyWinnerFolder2016_VIEW_02.pdf

Hele 16 gange kunne tyske vine lade sig hylde som vinder ved verdens største vinsmagning nogensinde, AWC Vienna 2016, i Wien.