Details

Mød Julia fra Bertram-Baltes i Ahr

11/04/2023

Julia er vinmager på Bertram Baltes. Hun blev født juleaften i 1989 og voksede siden op i Dernau i det tyske vindistrikt Ahr, et af de mindste og nordligste af Tysklands 13 officielle vindistrikter.


Vinhus: Weingut Bertram-Baltes

Region: Ahr

Landsby: Dernau

Fokus: Spätburgunder

Importør: Extra Brut Vinimport 

 

Julia blev født på selveste juleaften i 1989 og voksede siden op i Dernau i det tyske vindistrikt Ahr, et af de mindste og nordligste af Tysklands 13 officielle vindistrikter.

Vin har altid været en del af Julias liv. Hendes familie har dyrket og produceret vin i Ahr-dalen i mere end et århundrede, og selv kom hun i praktik på det nærliggende vinhus Meyer-Näkel efter sin studentereksamen. Siden studerere hun vinavl og ønologi på det anerkendte vinuniversitet Geisenheim i Rheingau. Kort efter sin eksamen blev Julia valgt til den 64. tyske vindronning og fungerede derefter som international ambassadør for det tyske vininstitut fra 2012 til 2013. Fun fact: Julias bedstemor Rosemarie blev faktisk valgt til Dernaus vindronning tilbage i 1959!

Derefter vendte Julia tilbage til familievirksomheden som femte generations vinbonde, og hun producerede sin første årgang i 2014, overtog ejendommen fra sin mor og tante i 2017 og omlagde til økologisk vindyrkning i 2019.

Julias forældre og hendes tante fortsætter med at støtte virksomheden sammen med Julias mand, Benedikt Baltes. Benedikt er selv vinproducent fra Mayschoss i Ahr og deler Julias passion for Pinot Noir. Tidligere har han arbejdet på Weingut Steintal, det forhenværende Weingut Stadt Klingenberg i Franken. Med Benedikts indtræden i Bertram-familiens ejendom ændrede Weingut Julia Bertram officielt navn til Weingut Bertram-Baltes i marts 2020. Men deres fælles debut lod vente på sig på grund af en kommende naturkatastrofe.

 

Den store oversvømmelse

Natten mellem den 14. og 15. juli kom det katastrofale skybrud over Ahr og de store oversvømmelser langs floden i den smalle dal— og det gik desværre særdeles hårdt ud over en lang række af områdets vinbønder, ikke mindst Julia og Benedikt. “Vi betragter det som et rent lykketræf, for overlevelse var ikke nogen selvfølgelighed,” fortæller Julia om den skæbnesvangre nat, hvor “vores vinkælder og flaskelager blev fuldstændigt ødelagt. Heldigvis slap vi selv igennem, uden at nogen af os kom alvorligt til skade.”

Årgang 2019 og 2020 forsvandt, men vinmarkerne tog mestendels ikke skade under oversvømmelserne; og Julia og Benedikts gåpåmod blev ikke stækket. Parret planlægger at vende stærkt tilbage, allerede med årgang 2021, som det lykkedes at få høstet og vinificeret med hjælp fra både nær og fjern.

“At bo og arbejde på en byggeplads og de forskellige renoverings- og byggeaktiviteter er blevet en del af vores daglige arbejde, ligesom de velkendte opgaver i vingården og kælderen. Men vi har været meget motiverede frem til høsten i 2022 og ser meget frem til en lovende årgang. Og selvfølgelig lægger årgang 2021 os stadig særligt på sinde, da den har så mange historier at fortælle.”

 

Julias vine

Traditionen tro i Ahr, hvor fire ud af fem flasker vin er røde, fokuserer Julia på Spätburgunder, det tyske navn for Pinot Noir. Hendes vinstokke dækker i alt 6,8 hektarer fordelt på 11 lokationer langs Ahr-floden, med særlig vægt på de stejle skråninger på skifer- og greywacke.

Julia beskriver selv sin vinstil som fast, mineralsk og elegant. Hendes Pinot’er har ofte både fine, blomsteragtige aromaer og mørkere, animalske noter og udviser en kølig krop med subtil syre. Hun elsker modne vine og producerer selv vine, der er egnet til et langt liv: fra gamle vinstokke, med reduceret udbytte, håndplukkede druer, spontan gæring med druernes naturligt forekommende gærceller og en omhyggelig, langvarig lagring på træfade, som kun stammer fra bødkerier, hun kender personligt.

“Mine vine skal inspirere med deres oprigtighed. Jordbunden, vejret, arbejdet i vinmarken, årets gang og en del af min personlighed springer senere frem fra glasset,” slår Julia fast.