Details

Nyheder

Mød Stefan Vetter

13/01/2023

Vinhus: Weingut Stefan Vetter, Region: Franken, Landsby: Gambach, Fokus: Silvaner


Stefans baggrund

I 2010, efter at han havde studeret vinavl og ønologi på det anerkendte universitet i Geisenheim og have arbejdet i Østrig, fik den unge Stefan Vetter øjnene op for en annonce i en lokal avis. En lille, ubemærket og 50 år gammel Silvaner-vinmark, som i 1958 blev plantet med Frankens historisk berømte druesort i nærheden af Casteller Kirchberg, var til leje. Mens de fleste vinproducenter næppe ville have skænket annoncen en tanke, så Stefan her en helt utrolig chance. Han slog til og forelskede sig straks i de knudrede vinstokke og har siden da viet sin tid til at genopdage Silvaners aromatiske finurligheder.

“Silvaner kan så meget mere end at have lav syre og høj alkohol. Den kan blive mindst så spændende som Chenin Blanc, hvis du angriber den rigtigt.”

De første to år passede Stefan disse gamle vinstokke i weekenderne, mens han fortsatte med forvaltningen af en vingård i Burgenland i Østrig, hvor han arbejdede i i alt fem år. I 2012 flyttede Stefan til Franken på fuld tid og forpagtede yderligere to vinmarker der. Silvaner skulle være stjernen, da hans mål var at opdage de særlige dufte og smage, han kunne få frem med minimal indgriben i vinmark og kælder.
 

Vinmarkerne

Vetters vinmarker er mere uredte og landlige end de fleste andre i Tyskland. Landskabet er meget naturskønt, med vinstokke på terrasser, der ligger stille og roligt i de bølgende bakker i Franken og er omgivet af regionens frodige flora. Vetters vinmarker ligger enten på sandstens- eller kalkstensjord, og de ældste af dem står upodet på egne rodstokke og blev plantet helt tilbage i 1930’erne.

På sine 4,2 hektarer vinmarker, hovedsagelig på Gambacher Kalbenstein og Casteller Kirchberg, dyrker Stefan druer efter økologiske principper. I stedet for herbicider bruger han manuelle redskaber som hakker og buskrydere til at luge ud i det værste ukrudt, og al beskæring og høst foregår med hænderne.

 

Stefans vine

Stefan står i front for naturvinsbevægelsen i Tyskland. I kælderen— i begyndelsen arbejdede Stefan fra et lille anneks i sine bedsteforældres hus i Iphofen, men siden 2014 har han nu lejet egen kælder i Gambach— presses druerne forsigtigt, og gæringen sker spontant med druernes egen naturlige gær. Der indgår ingen klarings- eller behandlingsmidler, og lagringen finder sted på enten neutrale egetræsfade eller nyere 300- eller 600-liters træfade. Det hårde høstarbejde, den naturlige gæring og engagementet i bæredygtighed i hele vinfremstillingsprocessen giver vine af høj kvalitet og med mange lag, som man ikke finder andre steder i verden.

“In vino veritas” er mit motto, for mit mål er at bevare og videreføre livet i vinmarkerne gennem kælderen til vinene. Det drejer sig ikke om at skabe “et produkt”. Hvem end der drikker vinen skal kunne smage den naturlige spænding, som vinstokkene skaber på dette sted"

Ud over Silvaner (på 70% af arealet) dyrker Stefan også Müller-Thurgau (14%), Riesling (8%) og Spätburgunder (8%).