Details

Hvordan begyndte dit kendskab til tysk vin?

Min interesse for vin tog for alvor fart i løbet af gymnasietiden, hvor jeg var så heldig at have en tysklærer, Fritz, der var optaget af alt, hvad der havde med germansk finkultur at gøre. Fritz var pæredansk, men en lært en af slagsen, et virkeligt dannet menneske, der insisterede på at give os mere end blot basal sprogforståelse og indterpning af grammatikken. Han havde en stor kærlighed til tysk vin, og en dag havde han medbragt et mindre batteri af tyske rieslingvine fra egen kælder, som vi smagte midt i tysktimen. Det havde jeg sgu aldrig prøvet før, og jeg glemmer det aldrig. For de smagte jo helt forrygende godt. Det var noget helt andet end de lunkne bajere og den olierede, sorte vodka mættet med tyrkisk peber, som vi hældte i os til alle gymfesterne. Vi er tilbage i midten af 1990’erne, og de underligt komplicerede etiketter satte gang i noget hos mig. En nysgerrighed, som siden slog rod og voksede sig til en mindre besættelse, efter at jeg efterfølgende var kommet hjem fra Tyskland, hvor jeg boede og arbejdede et års tid. 

Hvilket tysk vinområde er din favorit og hvorfor?

Mosel. Fordi vinene kan noget helt særligt. Jeg elsker den mineralske nerve og sursøde spænding, som især de klassiske vine med restsukker besidder. Florlette, til tider skrøbelige, og dog så bidende intense og komplekse, at man dårligt fatter, at det kan lade sig gøre med så lidt alkohol i flasken.  Den vinstil kan man ikke gøre efter noget sted i verden med samme mirakuløse resultater, og netop dette enestående særpræg, synes jeg, er en kæmpe kvalitet. Og så er det vin, man kan lade løbe forbi drøblen i stride strømme uden at miste hverken balance eller gnist. Et kvalitetsstempel i min bog, og det kan også noget. Jeg elsker også den storslåede natur og floddalens vanvittige geografi og den mere end 2000 år gamle kulturarv, som områdets mange vinfamilier fører videre med største ydmyghed. Det er meget fascinerende, når man tænker på, hvor meget tid og arbejde de må lægge i at nurse stokkene på de grotesk stejle skråninger. Læg dertil den diversitet, som man faktisk finder i vinene, hvad enten de kommer fra Terrassenmosel i nord eller fra en af de to bifloder, Ruwer og Saar, i syd, samt det faktum, at det vrimler med dygtige producenter og fantastiske vine, der for størstedelens vedkommende stadig sælges til uhyre fornuftige priser, selvom der også her er sket noget i løbet af de sidste 10-15 år. Det er dog småtterier ved siden af Bourgogne, og så kan man glæde sig over den genopblomstring, som området oplever i disse år, hvor en ny generation af kvalitetsbevidste sønner og døtre har taget over og sendt en bølge af ny energi og veluddannet virkelyst ind over både velkendte og glemte marker. Floden gemmer på meget nyt talent, og glemte jeg ikke at nævnte, at områdets store, tørre rieslingvine? Eller spätburgunderne for den sags skyld? Her har klimaforandringerne åbnet en port ind til en helt ny verden og bevirket, at vinbønderne har kunnet løfte kvaliteten til et overbevisende højt niveau i de senere år, hvilket ikke har gjort Mosel til en mindre interessant slurk af vinens verden.   

Hvilket tysk vinområde er undervurderet i din optik – og hvorfor?

Vi skal sydpå. Det må være Franken! Eller Wüttemberg. Set med danske øjne er begge områder stadig ukendt land for de fleste og skammeligt oversete, ikke mindst fordi kvaliteten i vinene er for opadgående, og fordi områderne ud over fremragende eksemplarer af tør riesling såvel som raffineret spätburgunder også kan noget særligt kørende med både silvaner og lemberger-druen. Især Wüttemberg har i mange årtier ikke været regnet for noget særligt. Bare et anonymt kooperativland med fokus på volumen og pjasket konsumvin, som hovedsageligt blev drukket inden for delstatens grænser, men det er ved at ændre sig nu, hvor unge vinmagere og ambitiøse frontløbere er i færd med at genopdage, hvad de bedst beliggende marker er i stand til at producere, og især lemberger-vinene har et stort potentiale, synes jeg.

Hvilken tysk vinmager vil du gerne dele en flaske vin med?

Den er nem. Det skulle være Egon Müller fra Wiltingen i Saar, hvis han vel at mærke medbragte en flaske af sin helt særlige auktionsvin fra 2010, Scharzhofberger Riesling Auslese Lange Goldkapsel. Det er en fuldstændig vanvittig vinøs skabning, en overjordisk vin, og uden tvivl den største ædelsøde riesling, jeg nogensinde har smagt. Ellers skulle det være Thomas Haag fra Schloss Lieser, fordi han er en klog og gennemført sympatisk person, tillige en vanvittig dygtig vinmager, hvis vine jeg elsker og har samlet på igennem snart 20 år.  

Hvilken tysk vin drak du senest - og med hvem?

Det var en gammel Riesling fra 1976. En Auslese fra Erdener Treppchen lavet af hedengangne Weingut Bernhard Jakoby, som en af deltagerne serverede blindt for os i forbindelse med årets generalforsamling i foreningen Danske Madanmeldere. En flot fuldmoden fætter, stadig forbilledlig frisk og levende.

Hvilken tysk vin eller vinstil gør dig altid glad – og hvorfor?

Riesling Kabinett. Så bliver det ikke mere elektrisk. Og saftigt. Man kan altid drikke et glas til, det er en glad vinstil, man ikke kan blive træt af, og som faktisk er lidt af en tusindkunstner i gastronomisk sammenhæng. Mange opdager det bare aldrig, fordi de ikke rigtigt kan med den liflige stil og den balancerede sødme. 

Hvilken dansk restaurant eller vinbar har et særligt godt udvalg af tysk vin og hvorfor?

Det må være Geranium, som har et imponerende stærkt lineup. Nævn mig en anden dansk restaurant, hvor man både kan vælge at smadre husholdningsbudgettet med flere årgange af Kellers uopdrivelige G-Max eller moden spätlese fra Egon Müller fra begyndelsen af 1990’erne og samtidig snuppe noget så eksotisk som 20 år gammel riesling fra Sachsen på et og samme vinkort? Jeg har i hvert fald ikke set noget lignende andre steder i landet.

Hvilken udvikling har du oplevet med tysk vin de seneste 10 år?

En langt større selvtillid og tiltro til egne evner hos producenterne og Tyskland som et dynamisk vinland i det hele taget. Og det som følge af de opadgående tendenser på kvalitetsskalaen og mangfoldighedsbarometeret ikke mindst. De bedste eksempler på udviklingen får man ved at kigge dybt i andet end riesling-flaskerne. For udviklingen har især moderniseret og flyttet nicherne i de seriøse lag af den tyske vinscene. Tag nu bare tysk chardonnay, rosé eller sekt som eksempel. Især sidstnævnte kategori er virkelig kommet langt og bliver nu taget dybt seriøst af mange producenter, hvilket indlemmelsen af vintypen i VDP’s klassifikationssystem også vidner om.   

Hvis jeg siger Spätburgunder, siger du ..?

Morgendagens tyske superstjerne. Det er helt vildt, hvad der begået af små mirakler med den drue på tysk territorium i de senere år.

Hvilken type vinglas (og producent) er bedst til Riesling?

Hmm, svært spørgsmål, for der går hurtigt småreligiøs sværgen i den her. Så jeg vil være fræk og nævne hele tre. Jeg synes, at Gabriels Gold-edition er et ret blæret glas, som får de fleste rieslinger til at skinne på overlegen vis. Ellers er Riedels champagneglas fra Veritas-serien også et absolut glimrende og ikke mindst prisstærkt go to-rieslingglas, og så har jeg også altid været begejstret for Zaltos Universal-glas, som jo er blevet en halvmoderne klassiker efterhånden.

 

Om Morten Bundgaard

Morten Bundgaard er på nuværende tidspunkt erhvervsredaktør og mad- og vinanmelder på Jyllands-Posten. Han har i mere end 10 år beskæftiget sig med stort set hver en krinkelkrog af erhvervsjournalistikken. Siden praktiktiden på Dagbladet Børsen har Morten som uddannet journalist været en fast bestanddel af Jyllands-Postens erhvervsredaktion. Først som nyhedsreporter, siden som nyhedsredaktør, og i de seneste år har han i stigende grad påtaget sig strategiske og ledelsesmæssige opgaver såsom souschef, forsidemager og nyhedschef, inden han primo 2014 blev udnævnt til erhvervsredaktør. Ud over erhvervsstoffet har Morten en glubende appetit på alt, der smager godt, og sideløbende har han i en årrække fungeret som anmelder og gæsteskribent for flere forskellige mad- og vinudgivelser.