Blauer Lemberger

Blauer Lemberger


Denne blå druesort går ofte under synonymerne ”lemberger” og ”blaufränkisch”, og er en drue, der modner sent.

Lemberger kan tage mange former og farver, lige fra lyse og frugtige vine til dem, der er rige på ekstrakt og garvesyre (typisk i tilfælde af spätlese og eventuelt også auslese). Vinene er oftest meget mørke i farven. Stilen kan variere fra de relativt lette til ganske intense med smag af brombær, søde og sure bær, blommer, ribs, stikkelsbær, hyldebær, bananer og chokolade samt vegetabilske aromaer såsom grønne bønner eller grøn peberfrugt.

Alt afhængig af vinificeringsteknikkerne har vinene et frugtigt og tannisk udtryk og en lang eftersmag.

Takket være druens syre, ekstrakt og garvesyreindhold har tørrere versioner af lemberger et godt aldringspotentiale.

I løbet af de seneste årtier har der været en støt stigning i beplantningen af lemberger. I 1980’erne udgjorde druesorten omkring 400-500 ha, og i dag er cirka 1.200 ha beplantet med sorten. Druen dyrkes næsten udelukkende i Württemberg, hvor den står for godt 10 procent af det samlede vindyrkningsareal. Samlet set dækker druen 1 procent af hele Tysklands vindyrkningsareal.